TNT Filmaften lørdag d. 21. Nov. kl. 20 på Lille Scene

Rejsen tilbage – erindring, identitet og nationalitet.

My Lost Generation
Vladimir Tomic
Danmark, 2009, 31 min.

Vladimir Tomics dokumentariske selvportræt er en rå og poetisk skildring af en ung mands søgen efter identitet i sin historie. Tomic er født i det tidligere Jugoslavien, men flygtede som dreng med sin familie fra Bosnien til Danmark. I ’My Lost Generation’ fortæller Tomic gennem erindringen sin og sin generations historie. Gennem billeder fra sin barndom og en rejse tilbage til Bosnien undersøger han krigens konflikter og menneskelige konsekvenser på et individuelt plan. En smuk og vedkommende film. Vladimir Tomic er dimittend fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2009 og ‘My Lost Generation’ blev belønnet med ‘Exit Extra’ prisen i forbindelse med afgangsudstillingen EXIT ´09.

Efter visningen vil instruktør Vladimir Tomic svare på spørgsmål fra publikum og fortælle om sit arbejde med filmen.

Reminiscences of a Journey to Lithuania
Jonas Mekas
Storbritannien,Vesttyskland,1972, 82 min.

I sin ideosynkratiske videodagbogstil skildrer avantgarde-instruktøren Jonas Mekas (f. 1922) i ‘Reminiscences of a Journey to Lithuania’ sin tilbagevenden til sit fødeland Litauen for første gang efter et kvart århundrede i New York. Det bliver til en personlig historie om en fundamental fremmedgjorthed for en mand, der ikke kan finde sin plads i ‘den gamle verden’, han kommer fra..
Joans Mekas immigrerede til New York efter 2. verdenskrig, hvor han havde overlevet 8 måneder i en tysk arbejdslejr. I New York begyndte han hurtigt at lave film, og han har siden bibeholdt en plads som en af hovedfigurene på den amerikanske avantgarde-filmscene, og er stadig den dag i dag som 87-årig en produktiv filmskaber.
Programlægger Ulrika Pii Zeuthen

TNT